Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Parring, drægtighed og hvalpe

Hele forløbet med en drægtig tæve er meget spændende og fyldt med alverdens følelser.

Parring

Det er individuelt fra tæve til tæve, hvordan deres løbetidscyklus er, samt hvornår ægløsningen sker. Vi kan vurdere tæven i løbetid, og vi kan undersøge skedeskrab for at vurdere sekret/ bakterieflora. Vi kan også tage en blodprøve til bestemmelse af progesteron, der hjælper os med at finde det optimale parringstidpunkt.

Det optimale tidspunkt for parring er 2-4 dage efter ægløsning. 



Drægtig tæve

Drægtighed hos tæver varer gennemsnitlig 63 dage (+/- 2 dage).
Det kan variere fra 54-72 dage regnet fra første parringsdag.

Tæver kan ultralydsscannes fra ca. 23 dage efter parring, hvor drægtighed kan af- eller bekræftes. Antallet af fostre kan ikke findes ved ultralydsscanning.

Røntgen undersøgelse kan foretages fra dag 52, hvor antallet af fostre kan tælles.

Korrekt fodring af en drægtig tæve er meget vigtig. Tæven har brug for ekstra næring i den sidste del af drægtigheden, samt når hendes hvalpe dier. Når tæven rammer uge 4 af drægtigheden, er det er vigtigt med foderskift. Vær blot opmærksom på, at det sker langsomt, da det ellers kan risikere at give tæven dårlig mave. I den sidste del af tævens drægtighed er det vigtigt at tilbyde hende små portioner mad flere gange dagligt, da hendes fostre vokser, og gør hun har mindre plads i maven til mad. Ring gerne ind til klinikken, så vi kan hjælpe med at finde netop det, der passer bedst til jeres drægtige tæve.



Hvalpe

Når hvalpene er født, udvikler de sig fra uge til uge. Det er så berigende at opleve!

Inden de rejser fra tæven, er det tid til sundhedscheck, vaccination og chipmærkning. Dette kan gøres fra de er 7 uger gamle. Vi anbefaler dog det gøres 3-4 dage, før de rejser hjemmefra.



Sygdomsforebyggelse

Herpesvaccination
Herpesvirus (CHV-1) er en virusinfektion som sjældent giver anledning til symptomer hos voksne hunde, men som kan forårsage infertilitet, aborter og døde/svagtfødte hvalpe. Vi anbefaler derfor at forebygge denne sygdom ved at vaccinere tæver 2 gange ifm. drægtighed. Første vaccine gives i perioden fra første løbetidsdag til senest 10 dage efter parringsdato og sidste vaccine 1-2 uger inden forventet fødsel. Vaccinationsprogrammet gentages ved hver drægtighed.

Ormekur 
Spolorm er den hyppigst forekommende indvoldsorm hos hund. Hovedparten af alle tæver har spolorm i kroppen, som ligger i dvale indtil slutningen af drægtigheden, hvor de vågner og smitter hvalpene enten i livmoderen eller via mælken efter fødsel. Vi anbefaler derfor ormekur til alle hvalpe ved 3, 5 og 7 ugers alderen og til tæven ifm. hvalpenes sidste behandling.



Dit dyr i trygge hænder

En tryg sundhedsplan til din bedste ven

VetPlan er en sundhedsplan for dit dyr. Det er en abonnementsordning, så du kan abonnere på forebyggende pleje og sundhed. I en VetPlan får dit dyr adgang til ydelser som fx sundhedsundersøgelser, tandtjek, vaccination og store rabatter på foder. 

En løbende kontrol betyder, at eventuelle sygdomme og tandproblemer bliver opdaget i god tid. Det er til stor gavn for dit dyrs sundhed og kan i sidste ende spare dig for mange uforudsete udgifter.

▶▶▶ Kontakt os om en VetPlan®